mandag den 14. juni 2010

Billedet i billedet

Det har slået mig at begrebet ”billedet i billedet”, jo sagtens kan fremkomme på anden måde end tidligere udnyttet.  Hidtil har jeg  prøvet at finde det ved at se på et større eller mindre udsnit af et andet billede. Derved er det nye billede blevet forenklet og forfinet og ofte – hvis det er lykkedes – blevet smukkere.

Men det er jo ikke den eneste måde, at skabe denne "dobbelteffekt" på. Man kan forestille sig f. eks. en dobbelteksponering, eller som de billeder jeg viser denne gang, spejlinger, hvorved man i princippet jo har tre billeder lagt sammen: objektet man fokuserer på, motivet der ligger bagved og spejlingen af baggrunden i objektet. Og i modsætning til den anden type ser man alle billederne på en gang.

Jeg vil kalde det billeder der er sjove og ofte rodede. Der er mange detaljer og det er rigtig svært at skabe nogen orden og harmoni i billedet, og man kan bestemt ikke kalde dem for smukke. Man kan genkende de enkle bestanddele i billedet; men f. eks. billedet af vandhullet, hvor overfladen er helt rolig kan man blive narret og tro at det er himlen man ser, og man opdager ikke nødvendigvis billederne separat.


For nu også at have noget smukt at se på kommer der et billede af en passionsblomst fra drivhuset. Den blomst er et helt studie værd.