mandag den 14. juni 2010

Billedet i billedet

Det har slået mig at begrebet ”billedet i billedet”, jo sagtens kan fremkomme på anden måde end tidligere udnyttet.  Hidtil har jeg  prøvet at finde det ved at se på et større eller mindre udsnit af et andet billede. Derved er det nye billede blevet forenklet og forfinet og ofte – hvis det er lykkedes – blevet smukkere.

Men det er jo ikke den eneste måde, at skabe denne "dobbelteffekt" på. Man kan forestille sig f. eks. en dobbelteksponering, eller som de billeder jeg viser denne gang, spejlinger, hvorved man i princippet jo har tre billeder lagt sammen: objektet man fokuserer på, motivet der ligger bagved og spejlingen af baggrunden i objektet. Og i modsætning til den anden type ser man alle billederne på en gang.

Jeg vil kalde det billeder der er sjove og ofte rodede. Der er mange detaljer og det er rigtig svært at skabe nogen orden og harmoni i billedet, og man kan bestemt ikke kalde dem for smukke. Man kan genkende de enkle bestanddele i billedet; men f. eks. billedet af vandhullet, hvor overfladen er helt rolig kan man blive narret og tro at det er himlen man ser, og man opdager ikke nødvendigvis billederne separat.


For nu også at have noget smukt at se på kommer der et billede af en passionsblomst fra drivhuset. Den blomst er et helt studie værd.








søndag den 4. april 2010

Endeligt!!

Så er det lige blevet april måned!! Solen er begyndt at stå lidt højere på himlen, hvis det da ikke lige er tunge regnskyer, der præger himlen – og det har det været i en del tid!!


På trods af dem er haven eksploderet i små forårsbebudere, vinter gækker, påske klokker, erantis og krokus i flere afskygninger. Man skulle næsten tro, at de var vokset op under sneen og stod parate da den smeltede.

Jeg synes selv, at vinteren har givet så meget stof til eftertanke omkring mit ambitiøse mål om, at bringe billeder af et specielt tilsnit, at timers grublerier har betydet, at jeg må slække på mine egne krav.

Rent praktisk vil det betyde, at jeg også vil bringe andre billeder end dem jeg har mest lyst til. Jeg vil ikke love noget specielt; men det vil nok blive lidt af hvert, under hensyntagen til kvalliteten.
'

søndag den 17. januar 2010

Blæst og kulde!

Om det nu er mørket, kulden eller blæsten, der påvirker én skal være usagt. Men det er uomtvisteligt, at lysten til at bringe ”billedet i billedet” baseret på smukke blomster er dalende og i sagens natur også vanskeligt. Og dog! I de rigtige forretninger vrimler det med blomster! Det må være noget andet. F.eks årstiden, der jo ikke just er kendetegnet ved blomsterflor!

Jeg har derfor valgt at bringe fire lidt anderledes billeder:
To meget abstrakte billeder og to meget konkrete billeder, hvor det ene er ekstremt enkelt og det andet, der er taget i Venedig for nogle år siden, viser lidt af de mangfoldigheder man kan støde på i Venedig: 4 vindues stilarter fordelt om samme hushjørne.
Venedig er jo en by fyldt med dejlige fotomotiver og jeg har da også tidligere bragt et par billeder på bloggen. Ja faktisk det aller første og siden hen i feb. 09 ”en grå søndag”






søndag den 3. januar 2010

Så blev det 2010!








Året starter med sne og kulde og en masse raketter Nytårs aften.
Indendørs står de dejligste røde blomster, som Alpeviol og Julekaktus og blomstrer på livet løs.
Og minsandten om ikke orkideen Fruesko i vindueskarmen blomstrede i december og stadig gør det!!
Bare tanken om at dagene bliver længere varmer og glæder. At tage billeder udendørs Nytårs aften var ikke nogen spøg!!




onsdag den 16. december 2009

Julefred!















København summer som følge af COP15 mødet, af meget travle politikere og engagerede NGO’er. Den snarlige jul hører man derfor ikke så meget til.
Med min holdning til julen og dens bagrund, er det helt fint for mig. Titlen ”julefred” skal derfor ikke tages på nogen måde anderledes end rent bogstaveligt. SLAP nu lidt af og prøv f. eks. på, at opleve de mange billeder igen, som jeg har bragt det sidste år.
Årets sidste fire billeder bliver i julens tegn: julelys, julesne, julekaktus og ikke mindst husets to julenisser. Fyren med det store skæk er Bo-Bo, der er en skovnisse i familie med troldene, og nørkle nissen Julius, der er lavet af frivillige strikkedamer for Røde Kors.
Må I alle få en fredelig periode til lidt eftertænksomhed!





søndag den 22. november 2009

Grøn vinter!











I Danmark har man et begreb der hedder ”grøn vinter” i modsætning til det tidligere mere normale på vore breddegrader ”hvid vinter”. Helt hvor meget sne der skal til for at en vinter kan kaldes hvid, ved jeg ikke; men det er ganske vidst, at de grønne vintre, alt i alt, er rarere.
Det er da ok med et par dage med sne, hvor hver morgen starter med at skovle fortovet frit for nattens drys, men ligefrem sne i ugevis er det rart at undgå. Én positiv ting ved snevejr er selvfølgelig at det lysner meget i denne mørke tid, samt at det ser smukt ud.
De rigtig sneglade tager til Norge, Sverige eller sydpå til Alperne. Heldigvis er vi mennesker jo meget forskellige, hvad det angår.
Med håbet om at det må blive en grøn vinter viser jeg fire grønne billeder.




mandag den 9. november 2009

November fobi?











Novembers regn, blæst og kulde, men ikke mindst mørke, kan være svær at komme igennem. Det bliver i højere grad indendørs sysler, som kommer i første række. En del af disse foregård ved PC’en, hvor en lang række fotografier bliver gransket en ekstra gang.Den gule blomst fra sommerhaven stråler som en sol imellem de tre meget forskellige rødlige blomster.